Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Hverdagen i Kongeriget

Vi har en fast rytme for hverdagen, så børnene altid ved, hvad der forventes af dem, og hvad der skal ske, når de er her i Kongeriget.

Morgen

Vi åbner klokken 7.15, og her tilbyder vi morgenmad til de børn, som møder tidligt og ikke har fået spist hjemmefra. Ved 8-tiden fordeler vi os ud på vores stuer, og her går morgenen med rolig leg, mens flere børn kommer til. Herefter er der morgensamling, hvor vi også får en bid mad og snakker om, hvad der skal ske i dag.

De børn, som går i vores udflytterbørnehave, skal afleveres ved bussen, som holder på Kongelundsvej. Den kører mod Dragør klokken 8, og udflytterbørnehaven holder ligeledes samling med formiddagsmad, når bussen er fremme. Det er vigtigt for os, at busturen ikke bare bliver unødig ventetid for børnene. Derfor har vi altid et pædagogisk tiltag at fylde turen ud med - det kan være en sang, dialog, højtlæsning eller en leg.

Formiddag

Efter samlingen deler vi os ud i mindre grupper, så vi kan tilrettelægge aktiviteter, som passer til de forskellige børns behov. De små grupper giver os også god mulighed for at være nærværende over for alle børn, og så er det mere overskueligt for børnene.

Vi laver ugentlige aktivitetsplaner på forhånd, som I kan finde på Aula - her kan I se, hvem børnene er sammen med, og hvad vi har lavet, og det giver jer god mulighed for at snakke om dagen, når I kommer hjem igen.

Frokost

Vi spiser frokost ved 11-tiden, og det foregår også i små grupper. Ved frokosten har vi fokus på børnenes selvhjulpenhed, og børnene inddrages i hele rutinen omkring måltidet. De øser selv op og vælger helt selv, hvad de gerne vil have på deres tallerken, og hvad de ikke har lyst til. Men vi motiverer selvfølgelig børnene til at smage forskellige ting. Børnene hjælper også selv med at rydde af efter frokosten.

Eftermiddag

Efter frokost sover de fleste vuggestuebørn, mens børnehaven går på legepladsen. Men generelt får børnene lov at sove, når de er trætte, og vi vækker ikke børn - det giver nemlig gladere børn, der trives bedre, når de får lov at sove igennem.

Ved 14-tiden spiser vi eftermiddagsmad. Når vejret er til det, går vi på legepladsen igen bagefter, og her er der både plads til børnenes egne lege og mulighed for at deltage i lege og aktiviteter, som de voksne sætter i gang.

Børnene i udflytterbørnehaven bliver hentet af bussen omkring kl. 15, og bussen er tilbage ved Kongelundsvej cirka klokken 15.40. Om fredagen, hvor vi lukker tidligere, er den tilbage allerede 15.20.